Cykelkampagne: Test en Elcykel på din arbejdsplads

Lån elcykler til medarbejderne i en periode

Elcykler kan dække flere transportbehov end almindelige cykler, men de er ofte dyrere at anskaffe. Derfor ved mange ikke, hvordan elcyklen kan passe ind i deres hverdag. Giv derfor jeres medarbejdere mulighed for at lade bilen stå og prøve at cykle til og fra arbejde på en elcykel.

I 2019 arbejder Moving People på at samle 5-10 virksomheder i netværkene, som hver vil teste elcykler af blandt medarbejderne i en tre-ugers periode. Hvis din virksomhed vil være med, så kontakt Anna Thormann Boesen: anna.thormann@gate21.dk.
Tilmeld din arbejdsplads senest 1. marts 2019

Og hvorfor så det? Flere forsøg har vist, at når man først har prøvet at pendle på en elcykel, så forsvinder mange af de barrierer, vi mennesker har for at ændre vores daglige vaner om transport – og det bliver pludselig meget nemmere at lade bilen stå hjemme nogle dage om ugen eller helt at droppe den.

Moving People har i samarbejde med Furesø Kommune lavet en trin-for-trin guide, der beskriver, hvordan I som virksomhed kan gennemføre en kampagne over tre uger, hvor medarbejderne kan afprøve, hvordan en elcykel kan fungere i deres hverdag og måske kombinere cyklen med lidt træning.

Og det er der mange fordele ved – både for medarbejderen og for jeres virksomhed. Det gavner nemlig både sundheden, klimaet, trængslen og kan reducere det areal, din virksomhed skal bruge på P-pladser.

Kampagnen er forbeholdt virksomheder, der er en del af et af Moving Peoples netværk.

Læs mere om, hvilke resultater du kan forvente ved udlån af elcykler her.

Se en teaser for forårsprojektet her:

Sådan låner du elcykler ud i din virksomhed

Moving People har sammen med Furesø Kommune lavet en guide til, hvordan din virksomhed kan lave en kampagne, hvor medarbejderne kan teste elcykler af. 

Konceptet er testet af blandt medarbejderne på Furesø Rådhus. Her deltog cirka 10 procent af medarbejderne i kampagnen – 60 procent af deltagerne fortsatte med at cykle til arbejde efter testperioden.

Læs meget mere om, hvordan din virksomhed kan låne elcykler ud til medarbejderne i denne trin-for-trin guide (pdf).