Bil – til og fra arbejde

Optimér pendling i bil

Det er ikke alle ture til og fra arbejdet, hvor medarbejderne kan erstatte bilen med cykel, bus eller tog. Nogle medarbejdere har brug for bilen i arbejdstiden, og for andre er bilen nødvendig, fordi de bor langt fra arbejdspladsen eller i områder med begrænset offentlig transport.

Jeres virksomhed kan dog hjælpe til med at optimere turen i bilen til og fra arbejdet til fordel for både medarbejderens privatøkonomi, arbejdspladsen og miljøet.

Fleksible mødetider

Det kan have stor betydning for medarbejdernes spildtid i trafikken, hvis de kan møde tidligere eller senere på arbejde. Det kræver, at virksomheden har en kultur, der giver mulighed for, at en medarbejder for eksempel kan begynde arbejdsdagen hjemme og ankomme til arbejdspladsen klokken ti i stedet for klokken ni.

Vejdirektoratet har gennemført forsøg med informationstavler til bilister på hovedveje rundt omkring i landet. Tavlerne informerede bilisterne om at undgå myldretidstrafik mellem for eksempel klokken 7.45 og 8.15 på bestemt strækninger. Forsøget viser, at halvdelen af testbilisterne oplevede at komme hurtigere frem, efter Vejdirektoratet havde sat skilte op – og at 31% af bilister i Danmark er villige til at flytte deres afrejsetidspunkt, hvis det afkorter transporttiden. Der er derfor potentiale for endnu bedre resultater, hvis virksomhederne understøtter mulighederne for at flytte mødetiden.

Hjemmearbejde

Muligheden for hjemmearbejde er også en oplagt måde at skabe fleksibilitet for medarbejderne og for at nedbringe trængsel og spare CO2. Hvis en medarbejder arbejder hjemme én dag om ugen, vil det spare 1/5-del af medarbejderens CO2-udledning på pendling.

Understøt elbilister

Et skifte fra benzin til el kan være økonomisk fordelagtigt for medarbejderen. Som virksomhed kan I være med til at påvirke medarbejdernes transportvalg med tiltag, der forbedrer de fysiske rammer for elbilister ved eksempelvis at have prioriteret parkering til elbiler og ladestandere.

I Københavns Kommune har et introduktionskursus til elbiler også givet medarbejdere en fornemmelse af elbilens egenskaber. Det har været med til at afskaffe myter om elbilen og mindske modstanden mod et skift til elbil.

Kør sammen

Omkring fem procent af bilpendlerne har hverken brug for deres bil i arbejdstiden eller til ærinder på vejen til og fra arbejde. Det viser en undersøgelse blandt 6.075 medarbejdere hos virksomheder langs Ring 3 i Storkøbenhavn i Smart Mobility in Loop City-projektet.

Medarbejdere, der kun er afhængige af deres bil for at komme til og fra arbejde, kan optimere deres transporttid ved at være en del af en sammenkørselsordning. Som virksomhed kan I spare penge og plads på parkering, hvis flere medarbejdere kører i bil sammen. Derfor giver det god mening, hvis virksomheden arbejder på at fremme samkørsel.

Mange vil køre uden for myldretid

En undersøgelse blandt bilister viser at 31% er villige til at flytte deres afrejsetid hvis de kan forkorte den samlede rejsetid.

Kilde:
Vejdirektoratet, 2017

Skab fordele for elbilister

For at tilgodese elbilister på arbejdspladsen kan jeres virksomhed tilegne særlige p-pladser til el-biler, få en samlet serviceordning og installere en elladestander.

Undersøg, hvad behovet er blandt jeres medarbejdere, før virksomheden tager kontakt til en leverandør.