Kør Grønt kurser
Langt fra al kørsel i bil kan reduceres eller flyttes til andre former for transport, men den nødvendige bilkørsel kan gøres grønnere og mere effektiv. Brændstof til tjenestekørsel i bil kan være dyrt for en virksomhed – et Kør Grønt kursus til medarbejderne kan reducere udgifterne mærkbart. Det er nemlig den enkelte medarbejders kørestil og køremønster, der er afgørende for forbruget af brændstof.
På et Kør Grønt kursus kan medarbejderne lære, hvad kørestil, acceleration og hastighed betyder for forbruget af brændstof, hvordan de kan ændre kørevaner og opnå besparelser i brændstof. En gevinst der kan mærkes på virksomhedens udgifter til erhvervskørsel.
En virksomhed kan spare mellem 8-20 procent på brændstof ved, at medarbejderne kører grønt. For en virksomhed, hvis vognpark kører 1,5 millioner kilometer om året, svarer besparelsen til mellem 170.000 kroner til 225.000 kroner om året.
Kommune sparer knap 10 procent i brændstof
Ballerup kommune foretog i 2012 en række tiltag, der skulle styrke grøn erhvervskørsel. Kommunen havde en målsætning om en CO2-reduktion på 15 procent i deres bilpark og om at spare på omkostningerne til erhvervskørsel.
200 medarbejdere fra hjemmeplejen, hvilket svarer til godt halvdelen af personalet, deltog i et Kør Grønt kursus. Det har givet brændstofbesparelser på op til 20 procent for nogle deltagere. Samlet set har kommunens personale reduceret kommunens forbruget af brændstof med 9,2 procent fra 2012 til 2013.
10 gode råd til at køre grønnere
Trafikstyrelsen giver 10 gode råd til en mere energi-effektiv kørsel:
1) Brems med motoren
Bliv i gear, når du skal bremse ned. Du sparer brændstof ved at geare ned i stedet for at køre i frigear.
2) Kør i et så højt gear som muligt
Dit brændstofforbrug er cirka 30-35 procent højere i tredje gear end i femte gear.
3) Kom hurtigt op i det rigtige gear
Accelerér hurtigt og skift hurtigt op i gear. Du kan godt springe et gear over.
4) Vær forudseende – følg med i trafikken
Hver gang du bruger bremsen, koster det brændstof at komme op i fart igen.
5) Tjek dæktrykket
Det koster brændstof at køre med for lavt dæktryk.
6) Aircondition er dejligt – men det koster
Aircondition øger brændstofforbruget med op til 15 procent.
7) Tøm bagagerummet
100 kilo ekstra vægt øger brændstofforbruget med cirka fire procent.
8) Afmontér tagbagagebærer og tagboks efter brug
En tagboks kan øge brændstofforbruget med helt op til 20 procent.
9) Brug instrumenterne
Brug bilens instrumenter og konkurrér eventuelt med dig selv om at køre langt på literen.
10) Kør ikke for hurtigt
Fart koster dyrt. Bilen bruger cirka 20 procent mere brændstof ved at køre 130 kilometer i timen end 110.
Spar op til 20%
I kan sende jeres kørende personale på Kør Grønt kursus og blive certificeret Kør Grønt virksomhed.
Kør Grønt kurser kan medføre besparelser på brændstof på op til 20 procent – i gennemsnit 10-13 procent.
For medarbejdere, der kører 3.000 kilometer om året, har kurset tjent sig hjem på et år.
I dag tilbyder en række private kørelærere et kør grønt kursus. Se eksempelvis mere på FDM’s hjemmeside eller prøv at kontakte din lokale køreskole.