Regionale mobilitetsplaner

Movia og Region Hovedstaden er ved at udvikle regionale mobilitetsplaner for henholdsvis hele Sjælland og Region Hovedstaden. Planerne skal bidrage til at mindske trængsel på vejene, skabe bedre sammenhæng imellem den kollektive trafik samt andre transportformer og har samtidigt fokus på blandt andet vækst, klima, miljø og livskvalitet.

Movia erstatter Trafikplanen med en Mobilitetsplan

Mobilitetsplanen skal skabe bedre sammenhæng i planlægningen af den kollektive mobilitet på Sjælland, og vise de 2,6 millioner borgere og mange virksomheder, hvordan kollektiv transport skaber værdi lokalt og regionalt.

Movias Mobilitetsplan indeholder et net af de 100 største buslinjer og lokaltogsstrækninger med flerårigt tilhørende budget, som trafikselskabsloven foreskriver, suppleret med et helhedsorienteret syn på mobilitet, kollektiv transport, miljø, klima, kunder og innovation.

Mobilitetsplanen sendes i høring fra december 2018 til februar 2019 og forventes godkendt i Movias bestyrelse i løbet af foråret 2019. I forbindelse med Movias arbejde med Mobilitetsplan 2021 sendes 12 arbejdspapirer i administrativ høring blandt kommuner og regioner.

Læs mere her.

Diskussionsoplæg om Trafik- og Mobilitetsplan for Region Hovedstaden

Region Hovedstaden er i færd med at udarbejde en ny Trafik- og Mobilitetsplan – et fyrtårnsprojekt i regionens vækst- og udviklingsstrategi (ReVUS). Den nye plan skal udpege de indsatsområder og virkemidler, der kan mindske den stigende trængsel og skabe en sammenhængende trafik, som styrker vækst og livskvalitet i hovedstadsregionen og Greater Copenhagen. Som et led i forberedelserne er der også gennemført en række analyser, der konkretiserer udfordringerne og danner en fælles forståelse for problemstillinger, virkemidler og kommer med anbefalinger til indsatser.

Diskussionsoplægget samler resultaterne af det forberedende arbejde. Formålet er at danne fælles afsæt for den videre dialog om, hvilke strategiske indsatsområder den endelige Trafik- og Mobilitetsplan skal fokusere på.

Læs mere her.

 

Videncenter Movia

Som rådgiver, planlægger og udbyder af kollektiv trafik har Movia en bred vifte af kompetencer og viden
Movias viden og kompetencer kommer til udtryk gennem vores rådgivning, planlægning og udbud af den kollektive trafik. Desuden deler Movia viden på konferencer og andre arrangementer og gennem artikler i fagmagasiner.

Læs mere  om Videnscenteret her.