Knudepunkter

Transportknudepunkter

Jo flere transportmuligheder du har, jo mere fleksibel bliver din rejse og jo nemmere bliver det at komme frem og tilbage som pendler. Derfor kan du som kommunal planlægger med fordel arbejde med at skabe gode transportknudepunkter, hvor mange mennesker kommer på eller effektivt skifter mellem forskellige transportformer. Udover Movias guide til Multiskiftet har Region Hovedstaden udarbejdet en guide til, hvordan man kan definere forskellige typer af transportknudepunkter og arbejde med at udvikle dem. Der er også andre aktører, som har udviklet guides til bedre cykelparkering med videre. Her på siderne om knudepunkter har vi samlet nogle af anbefalingerne samt links til mere viden, du kan lade dig inspirere af.

Forskellige knudepunkter med forskellige funktioner

Et knudepunkt skal kunne forskellige ting alt efter, hvordan det er placeret geografisk og hvilket opland, der er knyttet til det. Region Hovedstaden har udarbejdet rapporten “Fremtidens kollektive transportknudepunkter“, hvor transportknudepunkter grupperes i fire forskellige typer af knudepunker med tilhørende anbefalinger;

  • Stjerneknudepunktet har mange kollektive forbindelser og skift mellem transportformer, et stort opland og en tæt kobling til den multifunktionelle by med detailhandel, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og servicefunktioner. Her anbefales det blandet andet at arbejde med at styrke knudepunktets tilknytning til alle de eksisterende funktioner i byen. Hillerød Station er et eksempel på et stjerneknudepunkt.
  • Forstadsknudepunktet betjener primært lokalområdet med færre skift mellem de kollektive transportformer på stationsområdet og et mindre geografisk opland tilknyttet. Den trafikale funktion er primært at få rejsende på og af det kollektive transportnet. Det anbefales blandt andet at have fokus tilbringertransportformer samt fleksible last mile-løsninger, hvis knudepunktet betjener et erhvervsområde. Herudover er der et stort potentiale i at samle bymæssige funktioner i stationsområdet. Ballerup Station er et eksempel på et forstadsknudepunkt.
  • Netværksknudepunket har højt udbud af kollektive transportformer og mange skift mellem kollektive rejser. Det geografiske opland, knudepunktet betjener, er primært det lokale byområde, men stationerne har en vigtig rolle i det samlede kollektive transportnet. Her kan man arbejde med at sikre optimale skiftezoner, der kan håndtere mange mennesker på stationsområdet, bedre kobling til de lokale transportformer, bedre cykelparkering og på sigt tilbud af fleksible transportformer som bycykler eller i fremtiden eventuelt førerløse minibusser til the last miletransport. Ydermere kan man arbejde byfortætning omkring knudepunktet. Buddinge station er et eksempel på et netværksknudepunkt.
  • Ringbyknudepunktet betjener primært det lokale byområde og den primære trafikale funktion er at få rejsende på og af det kollektive transportnet i Ringbyen. Der er færre skift mellem kollektive transportformer, men en høj andel af lokale tilbringertransportformer såsom gang og cykler, der forsyner det kollektive transportnet og som med fordel kan understøttes. Forbindelsen til den nære bykerne er essentiel og det anbefales at arbejde med at sikre en god kobling mellem station og bymidten og bylivet. Herlev Station er et eksempel på et ringbyknudepunkt.

Læs mere om disse typer af knudepunkter i Region Hovedstadens rapport.

Find flere anbefalinger til transportknudepunkter her.

Vurderingskriterier for transportknudepunkter

I Region Hovedstadens rapport Fremtidens Kollektive Transportknudepunkter vurderes de fire typer af transportknudepunkter, som er beskrevet til venstre, ud fra følgende kriterier:

  1. Skift – hvilke og hvor mange skift sker der?
  2. Serviceniveau – hvilke tilbud er der og hvor høj er frekvensen?
  3. Koblingen til trafiksystemet – hvordan er knudepunktet koblet op det til det øvrige trafiksystem.
  4. Opland – hvilket opland betjener knudepunktet?
  5. Bykvalitet – hvilken bymæssig kontekst ligger knudepunktet i?

Find rapporten her.