Cykeluge Avedøre Holme

En uge i cyklens navn på Avedøre Holme

Virksomheder i Smart Mobility in LOOP CITY-netværket på Avedøre Holme sætter cykling på dagsordenen i deres erhvervsområde, når de fra den 9. til den 13. april gør det ekstra attraktivt for medarbejderne at cykle til arbejde.

I cykelugen kan medarbejdere i virksomhederne prøve forskellige tiltag. Det vil være muligt at teste en el-cykel, at få repareret cyklen i arbejdstiden, og hvis man gerne vil køre på sin egen cykel, er det naturligvis helt oplagt. Sekretariatet for Supercykelstier kommer og fortæller om fordelene ved at cykle. Der er også mulighed for at bruge en Bybil, som lejes på timebasis til en særlig introduktionspris for nye brugere – det betyder, at de medarbejdere, der har brug for bil i arbejdstiden, kan lade privatbilen stå hjemme. Bybilen kan også bruges privat, hvis vejret gør cyklingen til en lidt for stor udfordring.

Nogle af ovenstående aktiviteter er åbne, så andre virksomheder og deres medarbejdere er velkomne til at deltage.
Se her, hvordan din virksomhed eller medarbejdere deltager.

Cyklen som alternativ til bilen

Ideen med cykelugen er at sætte skub i en ny kultur på Avedøre Holme, hvor det at cykle er en naturlig måde at transportere sig på.

I dag tilbringer mange medarbejdere tid i kø i morgen- og eftermiddagstrafikken – både på indfaldsvejen og på Avedøre Holme. Samtidigt viser en måling, at mere end 60 procent af medarbejderne bor mindre end 15 kilometer fra deres arbejdsplads. For de medarbejdere kan cyklen være et mere fleksibelt alternativ, hvor man måske endda kan kom hurtigere frem.

Flere op på cyklen

I cykelugen går virksomhederne i Smart Mobility-netværket foran for at skabe erfaringer med cykling, som andre virksomheder på Avedøre Holme kan få glæde af. Målet er at få flere medarbejdere til at cykle til arbejde, bidrage at mindske trængslen på Avedøre Holme og gøre området til et godt sted at cykle til og fra. Cykelugen ligger desuden som en optakt til Cyklistforbundets kampagne ’Vi Cykler Til Arbejde’, som arrangeres for alle virksomheder i Danmark af Cyklistforbundet og løber i maj måned.

Vil I vide mere?

Der er plads til flere virksomheder i Cykelugen.

Læs mere om aktiviteterne her

Charlotte Hauerslev, projektleder,
Gate 21
Mail