”Det er nemt at være cyklist hos os”

”Det er nemt at være cyklist hos os”

af | mar 21, 2019

Fredensborg Rådhus stiller blandt andet elcykler til rådighed til de ansatte, som en del af faciliteterne.
Foto: Fredensborg Kommune

Sådan vil Fredensborg Rådhus gerne have, at de ansatte siger, om deres arbejdsplads – og sådan er det også hos Agilent Technologies. Derfor er begge arbejdspladser blevet certificeret som Cykelvenlig Arbejdsplads gennem Cyklistforbundet.

Mange virksomheder stiller en række ting som overdækket cykelparkering, bade- og omklædningsfaciliteter til rådighed for deres cyklende medarbejdere. Men ved medarbejderne overhovedet, hvor nemt det er at være cyklist på arbejdspladsen? Dét kan en certificering som Cykelvenlig Arbejdsplads fra Cyklistforbundet være med til at belyse.

”Vi bruger certificeringen som Cykelvenlig Arbejdsplads til at sætte mere fokus på cykling blandt de ansatte her på Fredensborg Rådhus. Vi arbejder med vores cykelkultur, og med certificeringen kan vi pege på, at det er nemt at være cyklist hos os,” siger Hanne Collin Eriksen, klimamedarbejder hos Fredensborg Kommune, som netop har skiftet en bronze-certificering ud med én af sølv.

Også virksomheden Agilent Technologies i Glostrup har i det seneste år arbejdet intensivt med at forbedre forholdene for cyklister på arbejdspladsen. I den forbindelse har en certificering som Cykelvenlig Arbejdsplads været vigtig:

”Det har været vigtigt for os at få et eksternt benchmark på, hvordan vi gør det for vores cyklende medarbejder. Certificeringen skal bruges overfor vores nuværende medarbejdere, men vi kigger også på, hvordan vi kan bruge det i forhold til rekruttering af nye medarbejdere,” siger Lene Klejs Stuhr, HR Director hos Agilent Technologies Denmark, der har fået en guld-certificering.

 

Kampagner og kommunikation gør en forskel

Certificeringen som Cykelvenlig arbejdsplads foregår efter faste kriterier og følger europæiske standarder på området. Der bliver særligt set på arbejdspladsens cykelparkering, medarbejderfaciliter som bade- og garderobeforhold, værksted og cykelservice – og sidst men ikke mindst kommunikation og motivation. For hver af kategorierne kan arbejdspladsen score et antal points.

Forskellen mellem niveauet af certificeringer bunder ofte i arbejdspladsens kommunikation om cykelforholdene:

”At gå fra bronze til sølv eller guld handler tit om, hvor meget arbejdspladsen kommunikerer, om de faciliteter, de har, og hvordan arbejdspladsen understøtter en cykelkultur med eksempelvis kampagner. God kommunikation er eksempelvis skiltning, eller at medarbejderne ved, hvor de skal henvende sig, hvis firmacyklerne er i dårlig stand,” siger Trine Stig Mikkelsen, politisk udviklingskonsulent ved Cyklistforbundet.

 

Certificering giver nye refleksioner

At blive certificeret som Cykelvenlig Arbejdsplads starter med et rådgivningsmøde med Cyklistforbundet – og slutter med en certificering og en række anbefalinger. Når en arbejdsplads har betalt for en certificering, har virksomheden mulighed for at blive re-certificeret gratis indenfor to år. På den måde kan arbejdspladsen implementere anbefalinger fra første certificering og sandsynligt opnå en højere point-score i re-certificeringen.

Ifølge Trine Stig Mikkelsen giver hele certificeringsprocessen rigtig god anledning til at reflektere og idegenerere om arbejdspladsens cykelforhold:

”Jeg oplever tit på de rådgivningsmøder, jeg har med virksomhederne, at de selv begynder at brainstorme og komme med nye ideer til kommunikation eller cykelfaciliteter.”

På Fredensborg Rådhus har de også oplevet den gavnlige effekt af at blive certificeret:

”På baggrund af vores møde fik vi nye ideer til, hvad vi kan gøre. Eksempelvis har vi snakket om at lave en ny version af vores kort over cykelfaciliteter her på rådhuset, som er ret stort.  På den måde kan vi også informere vores gæster om faciliteterne,” siger Hanne Collin Eriksen fra Fredensborg Kommune.

 

Gode eksempler bliver synlige

Inspirationen til at arbejde med og reflektere over cykelforholdene går begge veje. For Cyklistforbundet får bestemt også noget med retur, når de certificerer arbejdspladser:

”I Hvidovre Kommune arbejder de med konceptet Cykelby Hvidovre. Til det har de et fint grønt og hvidt logo, som sættes op og guider til, hvor du kan stille din cykel. Et hospital vi har besøgt, har en superflot cykelparkering, hvor de ansatte bruger deres adgangskort til at komme ind. Andre steder ser vi små cykelværksteder – og helt lavpraktiske kroge i loftet, hvor du kan hænge din cykel, mens du smører kæden. Det er de færreste arbejdspladser, der gør det, men det er en lille ting, og cyklisten bliver glad,” siger Trine Stig Mikkelsen.

 

Læs mere om, hvad det indebærer at blive certificeret som Cykelvenlig Arbejdsplads her.