Arbejdspladser tilbyder ansatte en mere aktiv hverdag på elcykel

Arbejdspladser tilbyder ansatte en mere aktiv hverdag på elcykel

af | mar 20, 2019

Flere medarbejdere studerer elcyklerne til kick-off på elcykel-kampagnen på Gate 21
Foto: Lene Ulsted Carlsen

 

Ny kampagne fra projektet Moving People får flere arbejdspladser til at udlåne elcykler til særligt bilister blandt medarbejderne. Tidligere forsøg har vist, at 34 procent cykler minimum tre dage om ugen efter, de har prøvet en elcykel, og at de føler sig sundere.

”Vi har skudt en kampagne i gang, hvor arbejdspladser får mulighed for, i en periode på tre uger, at låne elcykler ud – særligt til bilisterne – blandt medarbejderne. Det gør vi, fordi vi ved, at vi kan bryde vaner i den daglige transport, når vi prøver en ny transportform og nudge til en mere aktiv hverdag,” siger Anna Thormann Boesen, som er programleder for Bæredygtig Mobilitet i Gate 21 med henvisning til projektet Test en Elcykel, hvor en tredjedel begyndte at cykle mindst tre dage om ugen.

Kampagnen er netop skudt i gang. Og den første virksomhed i kampagnen er Anna Thormanns egen: Gate 21. Dermed smager arbejdspladsen sin egen cykel-medicin:

”Vi ved, at cykling er godt for både sundheden og klimaet. Undersøgelser viser, at bare 23 kilometers cykling om ugen sparer en årlig sygedag. Og klimamæssigt udleder én kilometer på elcykel cirka 22 gram CO2, hvor én kilometers kørsel i bil udleder 164 gram,” siger Anna Thormann og fortsætter:

”Samtidig er mange af de virksomheder, vi samarbejder med i Moving People-netværkene, rigtig interesserede i medarbejdernes sundhed og virksomhedens klimaaftryk. Vi ser endda, at flere virksomheder medregner medarbejdernes transport til og fra arbejde som en del af virksomhedens samlede CO2-aftryk.”

Så der er altså masser af gode grunde for arbejdspladser til at udlåne elcykler til medarbejderne.

 

Kan dagligdagen hænge sammen på elcykel?

Kampagnen foregår sådan, at Fri Bikeshop i Glostrup udlåner ti elcykler til arbejdspladsen i tre uger – det koster arbejdspladsen 15.000 kroner. Kampagnen skydes i gang med instruktion i cyklerne og et motivationsforedrag om sundhed for hele arbejdspladsen. Herudover kan medarbejderne tilvælge en sundhedstest ved opstart og afslutning af forløbet. Ved slutningen af låneperioden henter Fri Bikeshop cyklerne – og afleverer dem på en ny arbejdsplads.

Én af de medarbejdere, der har lånt en elcykel hos Gate 21 og allerede har givet den gas på cykelstierne i en uges tid, er seniorprojektleder Anders Hasselager, som fortæller om sin motivation for at hoppe på cyklen:

”Jeg har 18 kilometer til arbejde. Det er for langt at cykle for mig, når jeg også skal til møder ude af huset – og have skiftetøj med. Med det her projekt synes jeg, det kunne være spændende at se, om det er en reel mulighed at cykle distancen på elcykel og få dagligdagen til at hænge sammen.”

 

”Jeg kan mærke motionen”

Netop bilister som Anders Hasselager med mellem 5-20 kilometer til arbejde er i målgruppen for kampagnen – for at se om de kan slippe bilen nogle dage om ugen eller helt. For Anders Hasselager er udfordringen særligt, at han kører til mange møder på Sjælland, men det har han fundet en løsning på:

”Jeg er blevet oprettet som elbil-bruger i Albertslund Delebiler, som har en firmaaftale med Gate 21. Så det er opskriften, jeg vil bruge – og som kan fungere i min hverdag,” siger han og uddyber, at han også sætter pris på, at Gate 21 stiller badefaciliteter til rådighed:

”Jeg kan mærke motionen – så det kræver et bad – også på elcykel.”

For Anders Hasselager tager den daglige tur i bilen cirka 20 minutter – og 50 minutter på elcykel. Han troede, at han ville føle at han spildte tiden, men sådan har han det ikke efter en uge på cyklen:

”Roskildevej er lang og lige, men jeg har været lidt omkring og udforsket andre mindre veje også.”

Hans mål er at cykle nogle dage om ugen – han har endnu ikke planer om at skippe bilen. Som han siger:

”Lad os følge op om et halvt år.”

 

Et løft til sunde transportvaner for alle

Gate 21 har udover de planlagte tiltag igangsat en cykelkonkurrence blandt alle medarbejdere. Det vil sige, at alle kan være med i cykelkonkurrencen om flest cykeldage og flest cykelkilometer – uanset om det er på en låne-elcykel eller egen cykel.

”For os som virksomhed handler det også om sunde transportvaner. Derfor bruger vi kampagnen til at skyde cykelsæsonen tidligt i gang og varme op til Vi cykler til arbejde-kampagnen, som løber af stablen i maj. Samtidig ved vi også, at konkurrencer er en motivationsfaktor for mange for at være med,” siger Anna Thormann Boesen om kampagnen på Gate 21.

Når de ti elcykler bliver afhentet hos Gate 21, bliver de i turnus afleveret hos Dansk Industri og Fredensborg Rådhus, som også har tilmeldt sig kampagnen.

Hun opfordrer andre virksomheder, som har lyst til at gøre det samme om at kontakte hende (mail) – og i projektet Moving People er det håbet, at kampagnen kan blive en ny forretningsmodel for lokale cykelhandlere. 

 

Læs mere om, hvordan din virksomhed kan være med i kampagnen her eller kontakt Anna Thormann Boesen.

 

Der blev sparket dæk, snakket batterilevetid og forhjulsmotor versus centermotor til Gate 21’s kampagne-kickoff: